PHP 7 og vores plan

PHP 7 blev frigivet d. 3. december 2015.

For mange er det måske en ligegyldig nyhed, men for dem som ved at PHP 7 lover hastighedsforbedringer og andet godt, er det en nyhed man har ventet længe på.

Hos UnoEuro ville vi elske at køre PHP 7 med det samme, med efter 13 år i webhotelbranchen, med op til flere PHP opgraderinger, må vi også konstatere at vi har gjort os et par erfaringer på det område.

PHP 7 har en masse interne ændringer, som gør at mange extensions er blevet omskrevet eller skal omskrives, det skal vi også vente lidt på. Så for at sikre vi kan blive ved med at levere en klippestabil webhoteloplevelse, så venter vi lige lidt med at opgradere.

Hold øje med vores blog for flere nyheder omkring PHP 7.

Ny feature: Importer og eksporter MS SQL data

Har du nogensinde importeret eller eksporteret en .bak fil på vores MS SQL server igennem SQL Management Studio? Nej, det har du ikke – fordi det kan man kun gøre som Administrator på SQL serveren :)

Før i tiden skulle du derfor have fat i vores support når du skulle eksportere eller importere .bak filer på vores MS SQL servere. Det er selvfølgelig ikke specielt smart, så nu har vi lavet en feature i vores Kontrolpanel, hvor du herigennem både kan eksportere og importere .bak filer direkte til din database.

Du finder funktionen under menupunktet “MS SQL Administration” i vores Kontrolpanel.

God fornøjelse :)

H6MOnFY

Ny feature: One-time logins

“Kan du ikke lige sende mig et one-time login?”

Vi ser ofte kunder få hjælp af andre til at opsætte deres webhotel, finjustere deres DNS, Mail el. lign. Det er vi selvfølgelig meget glade for, det er fantastisk at se folk hjælpe hinanden.

Før har det været nødvendigt at oplyse andre personer om ens UnoEuro brugernavn og adgangskode, for at give dem midlertidig adgang til ens UnoEuro kontrolpanel. Det er selvfølgelig ikke så optimalt.

Derfor har vi lavet en ny funktion i kontrolpanelet, der gør det muligt at lave et one-time login til ens UnoEuro kontrolpanel, som man kan sende eller videregive til personen der har brug for at logge ind på ens UnoEuro konto. Dette login virker kun én gang og skal bruges inden for 24 timer, så der er ingen behov for at ændre adgangskoder hverken før eller efter.

Bemærk at man selvfølgelig skal være påpasselig med hvem man giver adgang til, ultimativt kan personen gøre stor skade hvis han/hun ønsker det.

Du finder funktionen under “Stamdata” > “Adgangskoder & Sikkerhed” i vores Kontrolpanel.highfive

11-års fødselsdagstilbud!

11 år. Det er snart blevet sensationløst at holde fødselsdag, sådan går det. Heldigvis ældes vi med ynde :)

De 11 år skal dog fejres, så til og med søndag d. 26 april, gør vi oprettelse og første år af vores Webhotel og DNS Service produkter gratis. Helt gratis. Helt helt gratis. Ved bestilling skal altså derfor kun betale for evt. registrering/flytning af domæne.
Hvis du sidder fanget hos en anden webhoteludbyder, kan du jo passende bruge tilbuddet til at flytte dine sider til os ;)

Samtidig kan du i perioden også aktivere SSL beskyttelse på dit webhotel helt gratis.

Vi har selvfølgelig gjort ekstra servere klar, så det er bare at gå i gang med at bestille.

gatsby

God fornøjelse :)

“Hjælp! Min WordPress er blevet hacked!”

Det er ikke nogen hemmelighed at vi hoster ekstremt mange WordPress-installationer, og det er heller ikke nogen hemmelighed at der findes ekstremt mange WordPress-plugins -og temaer. Desværre er der stor forskel på kvaliteten af disse plugins og temaer. Ofte er de årsag til store sikkerhedsproblemer, som bl.a. opstår når man ikke opdaterer dem, eller når udvikleren af et plugin/tema stopper med at vedligeholde det og dermed stopper med at rette sikkerhedsfejl. Læs videre ““Hjælp! Min WordPress er blevet hacked!””

DK-Hostmaster indfører validering af oplysninger på .dk domæner

Som følge af ændringer i domæneloven, indfører DK-Hostmaster pr. 1. marts 2015 validering af indehavere ved køb af DK-domæner. Det betyder at alle danske privatpersoner og virksomheder skal valideres med hhv. CPR eller CVR ved registrering, for at få lov til at tage deres DK-domæne i brug. Reglerne gælder kun for danske privatpersoner og virksomheder, så udenlandske kunder vil ikke være berørt af ændringen.

Registrering af nye .dk domæner

Valideringen af indehaveren, sker hos DK-Hostmaster EFTER domænet er registreret og reserveret. Hermed en kort oversigt over forløbet pr. 1. marts 2015:

  1. Vi registrerer dit domæne.
  2. DK-Hostmaster forsøger at validere dine kontaktoplysninger mod CVR/CPR-registret.
  3. Hvis oplysningerne IKKE kan valideres, vil DK-Hostmaster bede dig om at indtaste gyldige informationer via. DK-Hostmasters selvbetjening (evt. med NemID).
  4. Efter valideringen er gennemført, skal du aktivere domænet på normal vis.

Har du spørgsmål eller problemer under denne process, er det det DK-Hostmaster du skal kontakte.

En liste over de typiske årsager til at virksomheder og privatpersoner ikke valideres er:

Typiske valideringsfejl for virksomheder

  • Forskel i navn imellem WHOIS og cvr.dk
  • Det angivne CVR/P-nummer findes ikke hos cvr.dk
  • CVR nummeret skal være 8 tegn langt

Typiske valideringsfejl for privatpersoner

  • Ingen personer opfyldte søgekriterierne.
  • Vejen findes ikke i CPR
  • Søgningen giver mere end en person.

Eksisterende .dk domæner

Der sker intet med de eksisterende .dk domæner eller ejeroplysninger, det er altså kun nye domæneregisteringer der er berørt. Det er muligt DK-Hostmaster på sigt vil gå gamle domæner igennem, men det må tiden vise. Vi anbefaler dog at man går sine domæner og oplysninger igennem allerede nu og sørger for disse er valideret, så burde man kunne sove trygt om natten.

Få styr på dit DK-Hostmaster bruger-id

Oplysningerne skal kun valideres én gang per DK-Hostmaster bruger-id (handle), så det er en god ide at bestille sine .dk domæner på samme bruger-id. Det gøres ved at anføre dit DK-Hostmaster bruger-id under Stamdata i vores Kontrolpanel. Herefter sørger vi for at registrere alle dine .dk domæner på samme handle. Alternativt skal du sørge for at indtaste præcis og korrekt adresse og navn når du bestiller dit .dk domæne.

DK-Hostmaster lader til at have nogle børnesygdomme i forbindelse med implementeringen af hele valideringsproceduren, men dem håber vi at de løser hurtigst muligt.

Udfasning af formmail

Du vidste det måske ikke, men vi har faktisk i mange år tilbudt en formmail.

Formmailen har været en nem måde at sende mail igennem HTML, uden at gøre brug af PHP eller ASP/ASP.NET.

Desværre er tiden løbet fra en central formmail. Pga. misbrug og vedligeholdelse, ser vi os derfor nødsaget til at lukke ned for denne. Som alternativ kan der gøres brug af mail funktionen direkte i PHP, eller i ASP/ASP.NET

Det er selvfølgelig også stadig muligt at finde en hosted formmail-service et andet sted.

Vi beklager evt. gener det medfører de få kunder der stadig måtte bruge vores formmail.

Status på PHP 5.6 opdatering

Hermed en kort status på vores PHP 5.6 projekt.

Opdatering udskudt

Vi havde oprindeligt lovet at opgradere vores servere i Oktober/November 2014.
Vi er i mellemtiden blevet meget bekymret for evt. problemer der måtte opstå for kunder midt i det vigtige julesalg. Dette taget i betragtning, og efter nærmere analyse af den nye platform, har vi derfor valgt at udskyde opgraderingen af eksisterende servere til efter jul. Formentlig Januar/Februar. Det vil også give os noget mere tid til at teste den nye platform lidt mere.

Vi er i øjeblikket ved at teste den nye platform sammen med nye kunder, pt. kører det som det skal, men lidt ekstra tid til test vil ikke gøre os noget :) Det er trods alt en kæmpe opdatering af vores platform.

Desværre er Ioncube folkene nådestløst langsomme til at understøtte PHP 5.6,  derfor ser det pt. ud til vi må sænke forventningerne, og starte med at opgradere til PHP 5.5, indtil Ioncube kommer med på vognen. Vejen fra PHP 5.5 til PHP 5.6 skulle også være forholdsvis problemfri, sammenlignet med 5.3 til 5.5.

Vi håber det giver mening, og beklager selvfølgelig over for de folk sidder og venter på PHP 5.6 opdateringen. Der er ikke noget vi hellere vil end at køre 5.6, men vi vil også gerne sikre at den stabilitet, som vi er så kendt for, følger med.

med andre ord…

Planen er derfor at eksisterende servere/kunder/webhoteller ikke bliver opdateret før Januar/Februar. Alle nye webhoteller vil snarest muligt blive oprettet på en PHP 5.5 server (med safe_mode off, osv.). Når Ioncube kommer med 5.6 understøttelse, så opgradere vi til PHP 5.6.

Kunder der virkelig virkelig gerne vil køre PHP 5.5+ hurtigst muligt, kan evt. kontakte vores support og blive flyttet til en PHP 5.5 server, når en sådan kommer i produktion. Dette indlæg vil blive opdateret når det sker.

Opdatering 9/11: Vores første PHP 5.5 server er nu i produktion.

Opdatering 10/11: Ja ok, så var Ioncube lige kommet til 5.6 – så vi kører nu 5.6 i stedet for 5.5. Alt er godt :)

Ny feature: Flyt nemt dine filer til UnoEuro

Ligesom vi for noget tid siden, gjorde det muligt hurtigt og nemt at importere mail fra ens gamle udbyder, har vi nu gjort det samme for filer.

I vores kontrolpanel er det nu muligt at importere filer fra din gamle udbyder via FTP. Blot indtast FTP oplysningerne fra din gamle udbyder, så forsøger vores system at suge alle data til vores server. Så nemt er det :)

Du finder funktionen under “File manager” i vores Kontrolpanel.giphy