Job: Teknisk IT-supporter – brænder du for hjemmesider?

En af Danmarks største, absolut mest spændende og nytænkende hostingvirksomheder, UnoEuro A/S, søger endnu en it-supporter til at hjælpe vores mange kunder!
 

Hvis du gerne vil arbejde med ny teknologi, internet, hjemmesider og hosting – og du har en generel interesse for at vide hvordan tingene virker, så har du nu muligheden for at starte din karriere i et ungt og dynamisk team, der brænder for at levere markedets bedste webhosting.

Stillingen

Du vil blive en del af vores supportafdeling og vi vil lægge vægt på, at du får en grundig oplæring. Du vil primært komme til at sidde med supportsager på de forskellige produkter, som du kan se på vores hjemmeside – www.unoeuro.com.

Du vil få en dynamisk og spændende hverdag med mange forskellige udfordringer, arbejdsopgaver, kundetyper og ansvarsområder. Derudover tilbyder vi en attraktiv frokostordning, gratis fitness, massage, sjove personalearrangementer og en masse gode kollegaer.

Dine kvalifikationer

Vi forestiller os, at du har lavet nogle hjemmesider selv, måske har erfaring med det at have et webhotel og at du er go-to personen i familien, når iPaden strejker eller printeren skal kobles på det trådløse netværk derhjemme. Du skal have lyst til at hjælpe andre og sætte en ære i at yde en ekstraordinær service, så vores kunder får en super god oplevelse hver gang.

Derudover håber vi på, at du har arbejdet med følgende:

  • HTML, PHP, MySQL
  • WordPress eller lign. CMS systemer
  • Domæner, DNS, webhoteller, servere
  • E-mail support, Outlook, OSX/iOS Mail osv.

Ultimativt er det vigtigste dog, at du er ihærdig, pligtopfyldende, serviceminded, har forståelse for internet, computer og teknik og har nemt ved at lære nye ting.

Det er et krav, at du skriver fejlfrit dansk og er god til engelsk, da alt vores kommunikation med kunderne foregår på skrift.

Sådan ansøger du

Send din ansøgning + CV til job@unoeuro.com.

Vi gennemgår løbende de forskellige ansøgninger. Tiltrædelse vil ske efter aftale og arbejdspladsen ligger i Skanderborg, med primær arbejdstid fra 8 til 16 alle hverdage.