Fødselsdagstilbud! 9 år!

Tænk sig, d. 27. april er det 9 år siden vi satte os ned og besluttede os for at starte en mindre webhotel-revolution.

Ingen revolution uden en fest, så til og med søndag d. 28 april, gør vi oprettelse og første år af vores Bronze Suiter og DNS Services gratis. Helt gratis. Helt helt gratis.

Vi har selvfølgelig gjort ekstra servere klar, så det er bare at gå igang med at bestille.

God fornøjelse :)

WordPress sikkerhed mod brute-force angreb

Hos UnoEuro har vi en lang række filtre og sikkerhedsforanstaltninger, der beskytter vore kunders hjemmesider imod angreb.

Vi ser pt. en del angreb mod WordPress, og i den forbindelse har vi selv lavet en række justeringer til vores filtre, for at aflede så meget af angrebet som vi kan.

Angrebet er et brute-force angreb mod wp-login.php – dvs. der er en række maskiner på internettet der står og forsøger at logge ind i forskellige WordPress installationer, med en række forud-definerede loginoplysninger. Disse systemer bliver ved indtil de rammer plet, giver op, eller bliver blokeret.

Vi anbefaler derfor kunder, der bruger WordPress, at installere plugins der beskytter imod brute-force angreb. Nævneværdige plugins er Limit Login Attempts (Anbefales), Wordfence og WP-Better-Security. De to sidstnævnte kan meget mere end at løse brute-force problemet, hvilket selvfølgelig ikke altid er en fordel :)

Nye Google Adwords koder

1313575753_google

Vi har fået en ny sending Adwords kupon-kode fra Google.

Denne gang er der tale om en ny type kupon-koder, som giver nye Adwords kunder 600 kr at lave kampagner for. De 600kr træder dog først i kraft når der er brugt 200kr i Adwords.

Læs nærmere om betingelser og detaljer, under Stamdata i vores kontrolpanel, hvor du også kan finde din Adwords kupon.

God fornøjelse.

200 gratis .eu domæner

cameronVi har 200 .eu domæner vi skal af med inden 1. feb.

Benyt rabatkoden GRATISEU og få .eu domæne + DNS Service helt gratis.

Du kan selvfølgelig altid opgradere DNS Servicen til et webhotel efterfølgende.

Tilbudet gælder efter ‘først til mølle’ princippet.

Opdatering efter 1 time: Udsolgt

Facebook-gate

Som nogle nok har læst, har Facebook valgt at blokere en række domæner på 2 af vores webservere. Henholdsvis linux24.unoeuro.com og linux27.unoeuro.com.

Herunder følger hvad vi ved i sagen.

I slutningen af august begynder vi at få nogle få henvendelser fra kunder der siger de ikke kan poste links til deres hjemmesider på Facebook.

Vi undersøger sagen og finder ud af at Facebook umiddelbart har blokeret disse domæner, og vi antager først at det skyldes Facebook’s brugere har klaget over de enkelte sider.

Det går dog hurtigt op for os at problemet er isoleret til domæner på to af vores webservere og derfor tilbyder vi de kunder som henvender sig, om at blive flyttet til andre servere og dermed andre IP adresser.

Selv om vi skifter server og IP på domænerne der er blokeret af Facebook, opretholder Facebook stadig blokeringen. Vi har (desværre) kunder som forsøger helt at skifte webhoteludbyder, men de kan heller ikke undslippe Facebook’s blokering.

Vi forsøger alt hvad vi kan for at få fat i Facebook. Både via normale kanaler, men også at kontakte personer der arbejder hos Facebook og har noget med deres sikkerhedsafdeling at gøre (Hey, vi er desperate). Vi bliver dog kun mødt med en mur af stilhed.

Flere steder på nettet kan man læse om folk med samme problemer. Deres domæne er blevet blokeret og Facebook er ikke til at få i tale.

Vi opdager samtidig at McAfee har rangeret nogle af de berørte domæner som “Skadelige”, og antager blokeringen kan være fordi Facebook arbejder sammen med McAfee ifht. link-sikkerhed. Selv om vores kunder får deres domæner gen-vurderet hos McAfee, lader det dog ikke til at hjælpe.

En af vores rigtig gode kunder, skriver et indlæg på Google Plus, som endelig får en person hos Facebook i tale. Desværre viser det sig at denne person hverken kan eller vil hjælpe os med problemet.

Tilbage står vi med en masse kunder som vi dybest set ikke kan hjælpe. Tro mig når jeg siger vi har forsøgt alt hvad vi kunne komme i tanke om (bortset fra at booke et fly til Palo Alto og banke på Facebook’s dør) .

Vi forsøger fortsat at få Facebook til at vågne op og tage en dialog med os omkring blokeringen, så vi kan hjælpe vores kunder.

Hvorfor har Facebook lavet blokeringen?

Det ved vi ikke. Facebook vil ikke oplyse hvorfor blokeringen er lavet. Det eneste vi har fundet ud af, er at det formentlig er pga. et domæne der har ligget på serveren, som Facebook har anset som være skadeligt. I stedet for at blokere det enkelte domæne, eller skrive til os, har Facebook så valgt at blokere samtlige domæner på hele serveren.

Har i forsøgt at skifte IP adresse og server på domænerne?

Ja, det var noget af det første vi gjorde. Det hjalp ikke.

Facebook har blokeret selve domænenavnet og ikke blot serveren de peger på. At skifte webhoteludbyder hjælper heller ikke.

Hvordan kunne sådan noget ske?

Ja, det undrer vi os også over. I princippet kunne det være sket for enhver anden webhoteludbyder med flere kunder på samme server, og det undrer os meget det ikke allerede er.

Vores holdning er, at det bunder i et ekstremt dårligt system hos Facebook. Et system som blokerer alt for bredt og ingen information eller advarsel giver omkring en blokering.

Har i fået klager eller advarsler omkring nogle domæner på de to servere?

Nej, vi har ingen klager eller advarsler modtaget, hverken fra Facebook eller anden side. Hvis vi havde, så havde vi reageret øjeblikkeligt – ligesom vi gør ved alle henvendelser omkring spam eller phishing.

Vi gør dagligt alt hvad vi kan for at sikre vores IP-reputation både for mail- og webservere, for netop at undgå blacklisting og situationer som denne og gene for vore kunder.

Er andre servere berørt?

Nej, vi har ikke kunne finde andre kunder der er berørt. Vi forventer heller ikke problemet med Facebook opstår igen eller på andre servere.

Hvad er det for noget med en artikel omkring Microsoft?

Ja, det ved vi heller ikke. Vores bedste bud er at Journalisten hos Politiken forsøgte at koge lidt mere suppe på historien, og endte i en omgang mudder. Historien har ingen relevans og vi har intet hørt fra kunder omkring nogle problemer med Microsoft.

Hvad skal du gøre?

Efter Trendsonline.dk har skabt medie-debat, lader det endelig til at Facebook er kommet lidt i tale. Vi har sendt en liste til Facebook over samtlige domæner, men de mener åbenbart ikke denne liste kan bruges til noget konstruktivt.

Sidste nyt fra Facebook, er at berørte kunder skal indgive en klage på https://www.facebook.com/help/contact/?id=244560538958131, som Facebook behandler når de kan (der er åbenbart en lang backlog, go figure). Hvert domæne vurderes enkeltvis, og der kan godt gå lang tid.

Facebook har dog fjernet blokeringen på en række af de domæner som har været fremme i medierne, så de har åbenbart fået sær-behandling.

Update: 14 November 2012

dr.dk har fået fat i Facebook og fået fjernet blokeringen af en masse domæner.

Hvis din side stadig er blokeret kan du skrive til dr.dk, det gøres i bunden af denne artikel: http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2012/11/14/094943.htm.

Det er åbenbart kun dr.dk og nyhedsmedier, som Facebook gider at reagere på.

Først med Windows 2012, IIS 7.5, ASP.NET 4.5!

Ready, set, GO!

Hos UnoEuro kan vi godt lide at være først, så vi har selvfølgelig siddet og ventet med spænding på at Windows 2012 skulle udkomme.

Vi er derfor glade for at kunne meddele at vi som den første udbyder i Danmark, automatisk opretter nye kunder på Windows 2012 Server.

ASP.NET 4.5

Sammen med Windows 2012, har Microsoft også annonceret ASP.NET 4.5, og derfor har vi også opgraderet samtlige Windows servere, så de nu understøtter ASP.NET 4.5.

Da ASP.NET 4.5 er bagudkompatibel med ASP.NET 4.0, har alle webhoteller der før havde 4.0, nu automatisk også ASP.NET 4.5 – det er altså ikke nødvendigt at foretage sig noget for at bruge ASP.NET 4.5 – det er bare at gå igang.

God fornøjelse.

Sikkerhed & Ny funktion: 2-Faktor login

Det har åbenbart vist sig svært for nogle online-tjenester, og endda konkurrenter (!), at holde deres kunders adgangskoder hemmelige.

Vi anbefaler alle kunder at bruge unikke adgangkoder til deres webhoteller og konti, altså koder du ikke bruger andre steder end hos os, så du ikke risikerer dine data fordi linkedIn, last.fm, Blizzard, Apple, Amazon eller Yahoo er uheldige at lave begynderfejl.

2-faktor login

Vores seneste tiltag i forhold til at optimere vores sikkerhed, er muligheden for at tilføje et 2-faktor login på sin UnoEuro konto. Hvis du slår den til, så betyder det, at selv om nogen skulle kende både dit Konto nr. og din adgangskode, så vil de stadig ikke kunne tilgå din UnoEuro konto, uden de også har adgang til din unikke Authenticator.

Sikker FTP log ind

Husk, at du hos UnoEuro har mulighed for at benytte FTPS (SSL krypteret FTP). Herved sikrer du at dit webhotel-kodeord ikke kan blive opsnappet.

Endvidere er det en god idé ofte at scanne din computer for vira og andet malware.  Især hvis du har gemt dine loginoplysninger i dit FTP program, da det er en populær måde for hackere at opsnappe adgangskoder på (FTP programmer krypterer normalt aldrig koden i deres database).

Opdater dit CMS system

Det kan ikke gentages ofte nok, at du skal sørge for at holde dit CMS system opdateret – det betyder at du skal sørge for at holde CMS, plugins, temaer og alt derudover opdateret til den nyeste version. Vær samtidig altid kritisk over for hvilke plugins og temaer du vælger at bruge i dit CMS.

Opbevaring af adgangskoder

Alle adgangskoder hos UnoEuro opbevares i krypteret form, så selv om nogen skulle få adgang til vores interne database, vil de ikke automatisk have adgang til vores servere eller vore kunders adgangskoder.

Login historik

Hvis du er bange for, at din konto er blevet kompromitteret, kan du hurtigt og nemt se om det rent faktisk er tilfældet. Vi har nemlig tilføjet en login-historik i dit kontrolpanel, som viser alle IP-adresser der har været logget ind på din UnoEuro konto.

Disse tiltag er blot endnu et par skridt i vores stræben efter, at gøre alt hvad vi kan, for at sikre vore kunders oplysninger, adgangskoder og produkter.

Alle funktionerne kan findes under “Stamdata” i vores kontrolpanel.

Gratis cronjobs

Som nævnt i tidligere indlæg, vil vi i den kommende tid annoncere en række ændringer og forbedringer til vores produkter.

Seneste ændring er at vi i dag har gjort Cronjobs gratis for alle kunder.

Cronjobs gør det muligt automatisk at åbne URLs i et givet tidsinterval, til f. eks. at udføre rutineopgaver på ens hjemmeside.

Du kan opsætte og vedligeholde cronjobs under Tilvalg i vores Kontrolpanel.

Gratis IMAP til alle kunder

Ildsjælene bag UnoEuro vil gerne takke, alle der deltog i vores seneste brugerundersøgelse og bidrog med forslag og feedback. Med udgangspunkt heri, vil vi løbende komme med nye tiltag og produkttilpasninger.

Det første skud fra stammen har vi allerede klar, hvilket er muligheden for at aktivere IMAP på din UnoEuro mailkonto – ganske gratis.

Hvad betyder det rent praktisk?

Det betyder at du på hver enkelt mail konto på et webhotel, nu kan vælge at aktivere IMAP, uden mer-betaling.

Hver IMAP konto har som udgangspunkt en kvota på 1GB, med mulighed for at tilkøbe 8GB plads til hver konto.

Hvordan kommer jeg i gang?

Hvis du har et UnoEuro webhotel, kan du vælge at aktivere IMAP, på hver af de mailkonti som er tilknyttet webhotellet.

Det gøres i vores Mail Administration, som findes i vores Kontrolpanel.

Har jeg stadigvæk ubegrænset plads?

Hvis du vælger ikke at aktivere IMAP, så vil du stadigvæk have ubegrænset plads og alt vil være som før.

Hvis du vælger at aktivere IMAP, vil din mail konto være begrænset til 1GB, med mulighed for at tilkøbe op til 8GB plads.

Hvordan kan jeg se mit pladsforbrug?

Du kan følge status på dit pladsforbrug i vores Roundcube Webmail, og formentlig også i dit eget mailprogram.

Hvad nu hvis jeg allerede har købt IMAP ?

Kunder der har købt vores gamle IMAP produkt, får automatisk 8GB plads per mail konto, fremfor de tidligere 3GB.

Gælder kvotaen for hver e-mail konto, eller for hele domænet?

Kvotaen er pr. e-mail konto, hvilket betyder at du snildt kan have mange gratis IMAP/E-mail konti på et domæne. Den har ingen indvirkning på dit webhotel’s kvota eller andre af dine UnoEuro produkter.

 

Har du spørgsmål, er du som altid velkommen til at skrive til vores support :)

Microsoft SQL 2012

Microsoft SQL 2012 er netop blevet frigivet i onsdags.
I den sammenhæng vi har vi netop opsat en ny MS SQL server (mssql2.unoeuro.com) med MS SQL 2012 installeret.

Det betyder (efter alt at dømme) at vi kan prale med vi er Danmarks første webhoteludbyder til at tilbyde MS SQL 2012 :) Alle nye bestillinger af MS SQL får dermed automatisk MS SQL 2012.

Vi vil i den nærmeste fremtid opgradere vores MS SQL 2008 server til 2012, så alle kunder kan nyde godt af de nye funktioner.

Opsæt DNS til Office 365 med DNS Skabelon

Vi får for tiden rigtig mange henvendelser fra kunder som er ved at opsætte Office 365, men render mod en mur når det kommer til opsætning af bl.a. SRV records.

Vi har derfor i vanlig stil, lavet en DNS Skabelon i vores kontrolpanel, til Office 365, så man nemt og smertefrit kan komme igang.

Du finder DNS skabeloner i vores DNS Administrationen i vores Kontrolpanel.

Husk også det stadig er 100% gratis at flytte .dk domæner til os :)

WordPress sikkerhedshul (1 flash gallery)

Vi ser for tiden mange WordPress blogs blive angrebet og defaced vha. en gammel version af “1 Flash Gallery” plugin’et

Vi vil igen på det stærkeste anbefale ALLE kunder at sikre sig de bruger nyeste version af både WordPress, plugins og temaer.

Du kan læse mere om exploiten her:

http://spareclockcycles.org/2011/09/06/flash-gallery-arbitrary-file-upload/

http://wordpress.org/support/topic/1-flash-gallery-executable-file-upload-attack